Bloggen

Presset af min søn fik jeg computer i 1995. Han har gode overtalelsesevner; men jeg må også indrømme min egen interesse for teknik.
Jeg var ellers sikker på, at jeg aldrig ville røre ved sådant noget. Alene tastaturet! Jeg anede ikke, hvor bogstaverne var - de stod jo i forkert orden!

Men så stod den alligevel der - Apple Performa LC 475 - og jeg sad der - dag som nat - og siden har jeg ikke spillet 500 med min kone, forlyder det - højlydt med suk. Derimod spillede mit 14.40 kbit/s modem konstant, og telefonlinjen var lukket for omverdenen.
Det er ikke blevet til mange rejser. Dette til trods for, at jeg siden barndommen har været nysgerrig på alt, der er fremmed, anderledes og langt borte. Hjemmets radio var derfor en stærk magnet - også fordi den var teknisk og mystisk, men frem for alt en oversøisk forbindelse. Radio var dengang en kæmpe investering for en landbofamilie, og var forbudt at røre endsige at pille ved, hvilket så meget mere ansporede til, at jeg listede mig til det i ubevogtede øjeblikke. Eventyrrejsen styrede jeg med skalaknappen - hwiouu-blyp-hwuit - sagde det, når viseren kørte forbi en station, og hvis man da forsigtigt kørte tilbage og fandt centrum for en bølgelængde, kom der musik - eller tale, som var helt anderledes end fra Danmarks Radio. Det var kommet mig for øre, at man talte forskellige sprog andre steder - ikke bare fynsk, som mors søskende og mine fætre og kusiner, men engelsk og fransk - og de forfærdelige tyskere, som vi endda i skolen langt op i 1950'rne nærmest blev undervist i at hade, talte deres hårde og kommanderende tysk. Uh-ha! Her på radioen, var der meget af dette uforståelige - hårde stemmer som maskingeværer - blødere bølgende og til tider musikalske - alt afhængigt af, hvor på kloden de kom fra, måtte jeg formode. Musik var der - taktfaste og marcherende hornorkestre - fejende symfonier - sangere, der skalerede helt op i det høje C, så det skreg i ens hjerne, såvel som brummere, der fik maven til at vibrere hyggeligt. Der var musik, der lød meget anderledes, end det vi producerede i Bethesda, Missionshuset i Marstal. Noget, hvor tonerne li'som blev trukket skævt 1/4 trin og ramte lidt forkert og ved siden af - og så lød det alligevel ikke falsk. Jeg fandt ud af, at det mest kom fra .... i hvert fald "de varme lande", og der, hvor der var ørken og sådan noget. Jeg lyttede og fik billeder af kamelkaravaner, børn på min egen alder, men brune og med bare tæer i sandet, og som ikke behøvede at gå i skole, ranke kvinder med gennemsigtige slør blafrende i ørkenvinden, gennemtrængte af mørke øjnes underfundige blikke, mens mænd stod og støttede sig til blanke sabler.
Især på kortbølge var der myriader af stationer - de korteste bølgelængder o. 16 meter-båndet var spændede, men ofte vanskelige at få igennem - 49 meter-båndet bød på mange tydelige stationer, men var ikke så særprægede.
Hvordan kunne jeg finde ud af, hvilke lande, de forskellige stationer lå i? Jeg tog ned i Prinsensgade.
"Hvad vil du læse?", spurgte hun. Jeg husker ikke, hvad hun hed. Vi kendte ellers folk ved deres navne dengang - evt. øgenavne - med undtagelse af nogle få: "Bageren" f.eks., Bager Krull, der ellers var landmand, men tjente lidt ekstra som brødkusk for Græsvænge-bageren. Hun, hvis navn nu er gledet af min hukommelse, sad der på sin plads bag skranken - lige til højre, når man trådte ind i bibliotekets udlån. Det lå til venstre, når man var steget til vejrs ad den store trappe ude fra gaden. Gik man til højre, omsluttede læsesalens ro en med tysthed så uendelig i tid og rum, så lokalets modsatte vægge var helt ude ved horisonten - langt på den anden side af Eriks Hales overskyllede sand.  Bygningen eksisterer den dag i dag; men jeg synes, at trappen - skønt den "ser" uændret ud - er blevet mindre med tiden - slid? - never mind, for dengang førte den nok ikke til himmelflugt, som i Bethesda om søndagen, men alligevel en opstigning til umådelige højder - en særegen energi steg i hele kroppen, når man løftede sig op over de 3 store kampestenstrin for at komme over tærsklen og ind i den verdensfremmede platform af et svævende, immaterielt univers af koncentreret viden, udveksling af tanker - klart på et højere niveau end lige før, da jeg stod med cyklen på Prinsensgades brosten. Næsten spirituelt - men det ord havde jeg ikke kendskab til dengang - det havde vi ikke brug for i roemarken, og søndages oplevelser i Bethesda var da også langt fra af den karakter, men lige så jordnære og hårde som de ukomfortable bøgetræsklapstole, som var sat på række ind mod missionshusets hellige store sal. Selv (ja, nu tør jeg ikke for at blive i hukommelsen bruge et i dag forbudt ord, som var ordet for sorte mennesker dengang, og der lå ikke noget nedsættende i det - jo, de var nok vilde, sagde mor; men de kunne ikke selv gøre for det!) - jo, selv drengen - den lille sorte figur i hvide gevandter og på knæ, som nikkede ved en lille mekanisk mekanisme, når jeg puttede den medbragte 1-krone i indsamlingsbøssen, var meget jordnær og langt fra spirituel. Han repræsenterede jo børn i de vilde og varme lande, og han var sulten! Det kendte jeg ikke noget til - havde aldrig prøvet; men det måtte være ubehageligt. I hvert fald råbte far højt, når jeg legede med tændstikker, og jeg derved kunne forårsage, at stråtaget gik op i flammer, og vi ville havne på fattiggården! Uh ha! Det lød slemt - fars råben, altså - men fattiggården? Der boede morfar og mormor jo - henne i Bregninge (stadig på Ærø, 16 km hjemmefra) - fordi morfar ikke tjente penge, men "krydsede" (hvor man i dag render på Jobcenter). Jeg oplevede det ellers lidt spændende, når vi en sjælden gang besøgte dem der. Der var ganske vist koldt. En ovn - Bess ovn - stod midt i deres tildelte værelse, som derfor lugtede spændende af petroleumsos. Der var aviser for vinduerne for at mindske træk, og de synlige ruder var matte af isblomster. Jo, de var på fattiggård, fordi de var fattige; men de sultede mig bekendt ikke. Mormor var ikke høj, men tyk! Jeg havde en ubehagelig fornemmelse af, at snapseflasken, som ofte stod på spisebordet, havde noget med deres fattigdom at gøre. Det er siden altid blevet afvist af far, som aldrig har set morfar fuld; men jeg var klar over, at den grønne flaske med skruelåg var noget ondt, og jeg var bange for den!
"Skal du finde noget bestemt?", det er damen bag den grå skranke igen. Vi er jo på folkebiblioteket på Prinsensgade. Jeg føler mig på forunderlig måde lettere her oppe, hævet adskillige oktaver over brostensniveau - derude, hvor cyklen står. Det er spændende og behageligt; men på samme tid lammende, fremmedartet. Hjemme var der kun en enkelt reol; men den var der for at have noget at stille radioen på. Bøger, jo! 4 stk. - Bibelen, Koen og De Helliges Land bind I og bind II. Her har de tapetseret med reoler - fra gulv til loft. Min opmærksomhed går som radar fra reolerne mod gaden og højre omkring i hele dette univers, men samler sig da om damen, og jeg får sagt, at jeg gerne ville finde ud af, hvordan man skal indstille skalaen på en radio og samtidigt vide, hvilket land, man da henter lydene fra. "Alt det om radio, står der omme på nederste hylde", og hun peger rundt om hjørnet af den nærmeste reol.
De fleste bogrygge var uforståelige. Dels var der koder - L85.23 eller lignende. Jeg fandt, der var lidt system i det; men ellers dansede bogrygge og forgyldte bogstaver omkring hinanden - i hvert fald i mit hoved. Så skete det: "Byg selv en radio I", stod der på en smallere grå ryg, og på en anden stod "Byg selv en radio II". "Det kan ikke være sandt!", lød det inde i mig, så dem lånte jeg. Det øjeblik beseglede min interesse og hovedparten af mine aktiviteter indtil jeg fik studentereksamen. Hvorfor jeg ombestemte mig i sommerferien derefter og begyndte på medicinstudiet i Odense, er en anden historie, der ikke får plads her.
Det var spændende i 1961 at komme ud i æteren - eller var det at sidde hjemme og hente æteren ind på loftsværelset - først i en gammel hovedtelefon på krystalapparat, men senere lidt mere avanceret med højttalerstyrke. Mindre spændende var det ikke, da jeg på modem i 1998 havde installeret CU-SeeMe (udtales: si ju - si mi, altså see you see me) på min Mac og fik tilsluttet linsen fra et godt videokamera. Jeg talte med folk over hele kloden. Jeg havde det næsten som den gamle urmager i sine unge dage, "Hatteløs" nede for enden af Nygade, i hvis fedtede lænestol jeg tilbragte mange timer med at læse gamle numre af Ecco, Populær Radio fra radioens barndom i 1920'rne og frem til krigen eller hans tykke opslagsbøger. Jacobsen var ret høj og havde flot højt og hvidt hår, gik aldrig med hovedbeklædning (hvoraf hans øge-/kælenavn) og jeg så ham mest fra ryggen, når han med lup for øjet sad over et lomme- eller armbåndsur, som var til reparation. Han fortalte levende om, hvordan han sammen med Poffler og et par andre havde været blandt de første radioamatører i Marstal. Han fortalte, hvorledes de kunne være heldige at få kontakt så langt som til Australien! Det var via morsesignaler, naturligvis, som de havde lært at afkode som et andet sprog. Urmageren, som han hed for mig, havde den dejligste latter, når det gjaldt skarnsstreger - om, da han lavede sortkrudt og kunne skyde gennem et plankeværk med hjemmelavede kanoner af elektrikerrør - men også, at folk blev sure, når de glemte tiden og midt på søndag formiddag sendte morsesignaler ud i æteren. Deres udstyr var kraftigt og langt fra selektivt på frekvensbåndet, så skønt de sendte på kortbølge, forstyrrede de højmessen, som ellers blev sendt på langbølge. Gudstjenesten i de små stuer - på den tids hovedtelefoner eller højttalere hos de mere velhavende - blev da rene morsesignaler, dyt-dyt-dyt-dyt dyt-dyt dyt-bååt-bååt-bååt (betyder H-E-J, hvad man dog nok ikke sagde dengang, men brugte internationale koder for mest almindelige hilsner). Jo, jeg havde store forventninger til kontakt med hele verden, da jeg kom på internet - 70 år efter urmagerens færden i æteren kloden rundt midt i kirketiden.

Verden blev imidlertid ikke lettere at tage stilling til, da den i 1998 kom ind via videokonference på modem. Jeg havde kontakt med en del amerikanere, som var overraskede over kvaliteten af min video, da jeg anvendte et godt kamera til billedet. Jeg kunne imidlertid ikke undlade at udveksle bekymringer, da der allerede flere år tidligere var startet krig i Golfen. En militærmand fra Texas gav mig ret i, at USA ikke førte krig for at beskytte befolkningen i Irak. Det var ikke derfor, han var befalingsmand, men for at sikre olieforsyninger til USA, fastslog han - præcis som jeg havde ymtet mistanke om. Det var også, hvad de jf. ham i militæret samtalte frit om. Hans holdning var også, at det var helt legitimt, at et land "forsvarede sine forsyninger" - uanset om det kostede død og lidelser. Egentlig var det ikke et billede af verden, som burde overraske mig som 47-årig; men det kom sært tæt på.
I dag går det hurtigere med datatrafikken på "nettet", og jeg har seneste halvandet år (fra 3. august 2016) haft profil på FaceBook. Det var egentlig i anledning af, at jeg blev en del af fællesskabet i Rådhustorvets Sundhedsteam, hvor vi kommunikerer og bringer meddelelser via FaceBook, og jeg havde oprindeligt tænkt mig en profil, der hen ad vejen skulle informere om neurofeedback. Jeg kom snart hen ad en anden vej; med mere personlige synspunkter og ytringer om sager, der i høj grad var emotionelt betingede. Faktisk har jeg allerede i 2006, hvor FaceBook var helt ny, haft profil (som måske eksisterer endnu?), men jeg tabte interesse for at se billeder af leverpostejmadder og andre glamourøse beskrivelser af andres liv. Nej, jeg ser ikke ned på det - jeg kan endda vedkende mig samme tilbøjelighed - herunder histrione (teatralske), tvangsprægede, egocentriske og narscissistiske træk etc. (slå selv de forskellige personlighedsforstyrrelser op på Wikipedia) - der ligger ikke kun selvforherligelse i at fremstille sig selv, men også en form for omsorg, en rækken ud efter andre med åben og ubevæbnet hånd. Sådan fungerer internet da også. Eksempel er mit kendskab til og vekslende kontakt med en mand i Idaho (sort i øvr.), der på en skole har opgaver, der støtter børn fra byens ghetto af afroamerikanere. 

Jeg sletter min profil på FaceBook i dag. Mit ophold på FaceBook gør mig ikke godt - og jeg er bange for, at jeg også gør andre lidt ondt ved min ageren der. 

FaceBook som nyhedsformidler er for mig en verdensomspændende svøbe - en farlig af slagsen. Når man interesserer sig for hjernen og dens funktioner, bliver man hurtigt klar over, at feedback er en naturlig og massivt forekommende funktion. Hjerneceller ville ellers aktivere hinanden og lave en dominoeffekt, så al aktivitet på mindre end et sekund ville blive vild og selvforstærkende. Det sker for nogle - og da har de et epileptisk anfald. Bremsende feedback på alle led og i alle niveauer i hjernen sørger for, at dens aktivitet ballancerer lige der, hvor man får fornuft ud af sine sanser og tanker (i hvert fald af og til). På lignende måde er vores sociale adfærd reguleret af feedback. Det sker i hjemmet, i skolegården og andre naturlige steder, hvor folk mødes. Man får svar på tiltale, og man har selv lidt kontrol med hvem og hvorfra, dette svar skal komme, og bagtalelse, rænkespil og trækken i trådene "bag tæppet" er i sunde miljøer begrænsede - og anses som sygelige, skadelige. På FaceBook er al korrigerende feedback imidlertid fraværende, så man hæfter sig ved det, som man åbnede sin dewice (smartphone, computer, tablet) for, nemlig at få selvtilfredsstillelse - et kick - stimuleret sit lystcenter, hvor lykketransmitteren, dopamin regerer - og med den agenda lægger vi kun mærke til det, der passer os bedst. Smarte folk finder ud af, hvad der lige passer dig bedst, og ved, at det er dig, der er logget på - nej, de holder ikke øje med dig, for det er FaceBook's computere sat til, så det "bare sker!" Hvis det så kun gjaldt reklamer og du kom til at købe noget, du ikke vidste, du havde brug for, var det ikke så slemt. Sandheder, der blandes med noget, der ikke helt er løgn, er værre. Hvis det da bare var rigtig løgn; men FAKE NEWS er værst. De er tilforladelige, men forvrænger dit verdensbillede. De får os alle i gang - får fat i vores følelsesliv, som på krokodilleplan handler om liv og overlevelse og er derfor en vigtig funktion, som er hurtigere end fornuft, som følelsesmekanismen fuldstændigt blokerer adgang til, hvad den også skal i krisesituationer. FAKE NEWS tilfredsstiller dette, hvorved dit verdensbillede forvrænges uden din kritiske sans, da der slæbes noget med, der er værre end løgn. Se henvisning længere nede).

Jeg vil ikke være med mere - på FaceBook.
Jeg er stor beundrer af mange af vores videnskabs mænd og kvinder, for nu at nævne de dejligste til sidst. Vincent Hendricks er bestemt med i mit kridthus (det lille penalhus man havde i gamle dage i skoletasken - til kridtet, så det ikke blev væk eller gik i stykker - men også andre dyrebare ting som små sedler eller andre kære(ste)ting. At blive "smidt ud af nogens kridthus" betyder, at hun ikke længere gemmer mine små gaver, tørrede blomster, sedler - ak,ak). Hendriks er mig kær, for han er dygtig til at fortælle om vanskelige ting, så jeg kan forstå det. Jeg giver ham ret i, hvad han også fortalte til Lone Frank i radiokanalen, 24/7 - "Spørgsmål til Professoren" - d. 2/3-2018 https://www.radio24syv.dk/programmer/24-spoergsmaal-til-professoren/2523... . FaceBook rummer ubehageligheder. FAKE NEWS er en trussel mod verden (se her i KLF, Kirke og medie https://klf.dk/professor-til-kamp-mod-fake-news/)    (og igen OBS: jeg tror ikke, jeg er enig med Kristelig Lytter Forening ret langt hen ad vejen - ved for lidt om dem nu, men har tdl. anset dem for fundamentalistiske til mig - men når jeg siger det: hvor fundamentalistisk er jeg da? Nej, det er ikke nemt, vel?)
I dag skal jeg trykke på knappen, som endeligt fjerner min profil på FaceBook - det har jeg lovet mig - og I andre. I vil kunne se mig endnu i 14 dage, før "jeg" forsvinder fra den verden - men håber at blive længe endnu i denne verden. Jeg drømmer mig op ad kampestenstrappen i Prinsensgade - taber overblik og mærker letheden i videnskabens univers ved den gråmalede skranke med de slidte kanter - og når jeg har samlet mig om hendes spørgsmål, genspørger jeg: "Har du Vicents bog?" - "Den, om hvordan jeg skal stille på skalaknappen og vide, om jeg får FAKE NEWS eller bare lodret løgn." 27. marts 2018 - stadig kun 66 år gl. og livet er endnu uudgrundeligt og spændende. Jeg har et utal af computere med Windows, Linux og Apple - jeg finder bogstaverne på tastaturet; men jeg skriver med 2-finger-system. Og: det vil jeg bliv' ve' med!


Kommentarer

Hvem er det nu - dem der du ved: terroristerne! Er det det danske kongehus? De er i hvert fald gode venner med Saudi-kongehuset - og DE! - De er vist slemme - i Syrien - i Yemen - og var det i Bosnien? - eller?
Aftenens udsendelse er foruroligende. https://www.dr.dk/tv/se/en-kongefamilie-i-krig/-/en-kongefamilie-i-krig-...
Følg med - du kan se den ved klik på linket, og der kommer 2 udsendelser mere.

De er s'Gu' skræmmende de der konger og kongelige - eller hvad mener du?

Og hvad er det så der sker når man trykker ‘Slet min profil’?
Ja, ikke at JEG ved det, men måske bliver man bare usynliggjort samt får tilbudt en liste med alle de informationer Facebook har samlet om ens person, samt ens færden og gøren ved.
Faktisk tror jeg slet ikke Facebook sletter noget som helst, og frem for at blive usynliggjort mener jeg det er bedre at forblive på Facebook, men slå alt om notifikationer fra og så blive 100% inaktiv (altså kun på Facebook kære Christen). Med denne manøvre kan man (læs jeg) stadig få lov at læse lidt med på nogle af de få ting med der virkelig er af interesse.
Nok om det, men nu er det jo ikke hvad jeg vil gøre men hvad du, Christen vil gøre i dag, nemlig at trykke på ‘knappen’ og slette din Facebook profil. Held og lykke i, og med, livet efter facebook. Hvem ved, måske du nu får tid at gå i SAAB-garagen og skrue lidt i de gamle biler. Vi ses derude, altså ikke nødvendigvis i din garage, i det nogle kalder ‘the true world’ /Søren

- men skønt ånden er redebon er kødet skrøbeligt. I hvert fald er jeg løs i flæsket og kan ikke dy mig og kommer udenfor dydens smalle sti.
Jeg kan ikke håndtere FaceBook, som du kan - skønt jeg havde alle notificationer fra osv.
Jeg tror ikke mit liv bliver kedeligere. Kan bare gå i gang med to-do-listen (som Gunhild har truet med at skrive en af dagene).
Ser frem til næste garage-møde.

Tilføj kommentar

Full HTML

  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.